farår

skulle man så lige
for den gode ordens skyld
for at lappe hullet
mellem dengang og nu

skrive et par ord
til minde
om det nu
der er nu

som et forår med trætte øjne
der kigger på livet
der pibler frem

og ikke helt forstår
men fatter
at det smitter

Nytår

Det er startet som det skulle, bedre endda. Meget bedre. Meget bedre end ønsket turde. En kæmpe opblomstring. Blandt venner og venlige. Det har været godt. At blive taget hånd om. At mærke varmen. Fra så mange mennesker.

Helt ærligt

Hvordan er det kommet så vidt at jeg ikke ved hvem jeg selv er? Det er et godt spørgsmål. For det er netop kommet så vidt. Jeg har sådan set drevet rovdrift på det der var mig i mange år. Overleverede måder at anskue verden på. Stive, bange, velopdragne mønstre. Dem ville jeg gerne slippe for. Dem førte jeg rovdrift på i branderter og uovervejede beslutninger. Der er ingen, incl. mig selv der skal komme med nogen som helst form for opskrift på noget. Måske, derigennem, opdagede jeg min egen opskrift… Grundlæggende mønstre der var i vejen. Jeg ved det i virkeligheden ikke. Andet end at det ikke var omkostningsfrit, og det gør ondt, således at øve vold på mig selv. Dele af mig selv, og derfor mig selv. Det bliver omfattende at udsætte sig selv for så mange angreb. Og er der så i virkeligheden noget der ikke kan klandres og sættes ild til? Nej! Alt kan smadres. Når først bulldozere har ædt sig grådige, så kører de af sig selv. Indtil. Indtil jeg selv stoppede op. Og tænkte og sagde. Nej hør nu. Der var vist noget jeg glemte på vejen. Og det var: det jeg godt kunne lide. Nåh ja. Det jeg godt kunne lide. Og stadig stemmer i mit indre der plæderede for pligt og livet er ikke bare en dans på, og du kan ikke bare tage det du gerne vil have…

Der er ingen vej tilbage. Sammenbruddet i julen var det ultimative opgør med min egen vilje, med gammel modstand, med en hel slægts formanende stemmer. Det var følelsens sejr.

Hold da op!

Fortolker jeg eller er jeg ærlig. Svaret er et sted midt i mellem. Som altid. Er svaret aldrig til at få hold på.

Nu starter et nyt kapitel hvor en mand stiger ud af asken. En drengerøv gik til grunde på sit eget hovmod. Definer ikke dig selv. Bare vær. Er svaret. Gør hvad der skal gøres. Kan du mærke det blomstre i dig. Du har det der skal til. Du har gjort dig fri af alt du ikke ville have. Har jeg? Det er tæt på. Du kan nu gå ind i verden af lys energi, hvor lysten og tilgivelsen, den virkelige kærlighed virker. Lyst og tilgivelse. Gå efter det! Jeg tror på det.

Hvad har du lyst til. At rejse. At rejse mig og rejse. At være mig. Jeg tøver og tvivler. Det er ok. En rolig tvivl. Et stop. Hvad er rigtigt? Endnu ikke alt udryddet, men det kommer. Den slags er unødvendigt. Direkte usundt i større mængder. (hold fast i de andres spejling af din psykose, ven)

At rejse. At skabe et liv der foregår i London, Berlin Paris og ved havet nede ved middelhavet. Rundt i verden. Mig selv og min computer. Et kamera og et manuskript. Jeg glæder mig. Det er det jeg vil. Bare fortsæt siger han. Det er på tide at blæse liv i drømmen. Puuuuuust. Her kommer livet. Puuuuust. Du har efterladt hvad du ikke kunne bære på. Tyngden. Den har ingen regel eller plads. Den kan smides når som helst. Vi tror vi har brug for den. Men nej. Vingerne bærer, så længe man holder andre mennesker i hænderne. Der er flotte billeder i fremtiden!

Jeg kan godt lide at være luftig. Det er luften, der får vingerne til at bære. Det ved enhver fugl. At vingerne har brug for luft. Varm luft skaber opdrift. Ingen tvivl. Den står jeg for. Den varme luft. Ork. Ingen problem.

Hvem skriver du til?

Til dem der lytter og er med derude. Kan I høre. Får I noget ud af det? Gør jeg? Ja. Meget. At høre dig selv mens du skriver er som at være vidende til din egen skabelse. Jeg skaber mig selv. Man må gerne skabe sig.

Jeg har mange ønsker for fremtiden. De er ved at komme tilbage. Dette natarbejde kun et intermezzo. Men jeg vil så gerne nyde det der er, uanset hvad det er. Alt der er, er godt. Jeg synes det er der, hvor min generation går fejl. De forstår i bund og grund ikke deres egen stræben. De vil gerne slå igennem, være kendte og de bedste. Men hvorfor. For pengene, the fame, selvopfattelsen… hvorfor? Det må altså også have noget med en søgen og et ønske om at delagtigøre verden i noget der var en sandhed for os. Det her tror vi på; og se: det er lykkedes. Indtil videre kigger vi på hinanden og der er ikke rigtig nogen der er lykkedes. For alvor. Brudt igennem, lykkelige, vidende, på rette vej. Vis mig bare én. We´re all fuck ups, but we admitt it! Og tro mig. Den dag en rammer rigtigt og holder positionen bare et stykke tid, så trækker han de andre med sig!

Det er akkurat derfor vi skal hjælpe hinanden i vores psykoser. Vi skal dele dem. Hvad tror vi på, hvor vil vi hen. Og vi skal turde lytte til hinanden. At delagtiggøre os på kryds og tværs. Hvordan ser din psykose ud herfra hvor jeg står, hvad skal den rumme, og hvordan kan jeg hjælpe dig med at fuldende den?

Forestil jer hvor smukt det bliver, når vi alle hjælper hinanden, med de smukkeste psykoser i alle regnbuens farver. Hvor meget vi kan ændre. Om ikke andet, så vore egne liv. Forestil jer de fedeste psykoser. Læg ikke låg på: alt er muligt.

Varm luft er opdrift.

den første gang

Det starter her altså. mit liv som blogger. Ad mor, jeg så en blogger på vej hjem fra skolen i dag. De gemmer sig inde og låser dørene. Bloggerne er løs. Åbenbart. Tilsyneladende. Så vidt vides. Skulle det være in. Ja, in, ja, in, ja. Oppe i tiden. Det skulle være oppe i tiden at blogge. Here is my virual I. Spændende. Utroligt. Rart for mig at læsse mine tanker i den samme kurv, dag efter dag, og lade det ligge til spot og spe og hån og buhråb. Eller er det for meget at forvente. Det er sådan set heller ikke derfor at jeg er sprunget ud som blogger. Jeg læsser bare af, gør jeg. Og fascineres af tanken om at intet, snart, er privat. Alt er tilgængeligt. Her. På nettet. Nå, nå. Liv og hjerne. Indtil videre kun hjerne. Den fylder også meget. Stort set hele hovedet. Og: dåselatter. Hahahahahaha.

D december, regngråt, ikke så meget lys. Så jeg bader mig i lysskærmen foran mig, med de mange betydningsfulde farver. Klipper på en musikvideo i larmende ensomhed. Man skal jo starte et sted. Og det er som om at fostertilstandens svømmende uforstyrrethed aldrig helt har villet forlade mig. Skildpadden, der trækker sig ind i sit skjold. Sådan sidder jeg dag efter dag for tiden og prøver at komme fremad. Pisker kørestolens hjul til burn-out og hoster mig gennem skyen af brændt gummi. Tillykke. Tak. For gaven. I skal nok få noget tilbage. Jeg skal bare lige i gang...

Kærligst

ps: jeg tror det er mig det her